At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger
Поделись книгой!
Где найти книгу?
📕 Uddrag fra At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger
del I: I byen
Prolog:
Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: „Kun jeg er mig - og jeg er særlig". Det er parolen. Det er individets slagord.
Det er en schläger, tænker jeg. „Se mig, se mig!" siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - henover hinanden - de pisser. Det kræves. Altid i bevægelse. En myretue er et fascinerende syn ...
Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: „Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!" ...
Kap. 9:
De har talt om intimitet, slibrigheder og hjerteblod: Jeg skal bløde. Det siger De, og det er bogført. - Jeg misforstår? ... „Det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde." ... „Tak." ... „Men en eller anden!" ... De er kommet til rette sted. Hold Dem tæt. „Nichts," jeg røber, „nada."
Kap. 16:
Det er dagen derpå. På hvad? - Tidens nedsmeltning og den endeløse linearitet. Det rækker ikke til noget særligt. Slog jeg nogen ihjel? Rækker det til et tegn? Til at fremhæve netop denne dag i den personlige føljeton. Fulgte jeg en affældig dame over gaden? Fortjener det et kryds i spejderbogen, i vandringers vandring. Nytteværdi? Slapt grifler jeg. Ene. - Beslutter tur i parken. Frisk luft. Ingen ænder. Blokken er med. Gaden står rodet hen i det uvisse. Vågen er ingen. Ryddet op har ingen. Legemer sviner, og det rager mig, skræver og lader ligge. Holder mig for mig selv. Ene. - Passerer liv og død, trivialiteter og kadavere. Fortovet er en stor kompilatio
del I: I byen
Prolog:
Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: „Kun jeg er mig - og jeg er særlig". Det er parolen. Det er individets slagord.
Det er en schläger, tænker jeg. „Se mig, se mig!" siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - henover hinanden - de pisser. Det kræves. Altid i bevægelse. En myretue er et fascinerende syn ...
Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: „Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!" ...
Kap. 9:
De har talt om intimitet, slibrigheder og hjerteblod: Jeg skal bløde. Det siger De, og det er bogført. - Jeg misforstår? ... „Det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde." ... „Tak." ... „Men en eller anden!" ... De er kommet til rette sted. Hold Dem tæt. „Nichts," jeg røber, „nada."
Kap. 16:
Det er dagen derpå. På hvad? - Tidens nedsmeltning og den endeløse linearitet. Det rækker ikke til noget særligt. Slog jeg nogen ihjel? Rækker det til et tegn? Til at fremhæve netop denne dag i den personlige føljeton. Fulgte jeg en affældig dame over gaden? Fortjener det et kryds i spejderbogen, i vandringers vandring. Nytteværdi? Slapt grifler jeg. Ene. - Beslutter tur i parken. Frisk luft. Ingen ænder. Blokken er med. Gaden står rodet hen i det uvisse. Vågen er ingen. Ryddet op har ingen. Legemer sviner, og det rager mig, skræver og lader ligge. Holder mig for mig selv. Ene. - Passerer liv og død, trivialiteter og kadavere. Fortovet er en stor kompilatio
Мнения